Vrede….. hvad tænker eller mærker du, når du ser eller hører ordet?
For rigtig mange mennesker er vrede det samme som aggression, råb, skrig og måske vold. Vrede er dog også mange andre ting, herunder et sundt udtryk for at vores grænser er blevet eller er ved at blive overskredet.
Vrede er en af vores grundfølelser, og det er meget forskelligt, hvordan vi opfatter vrede, hvordan vi mærker vrede og hvordan vi reagerer på andres vrede.
Vreden har mange udtryk og kan blandt andet vise sig som frustration, irritation, ironi, sarkasme, tavshed, råb, manipulation, anspændt krop, ondt i maven, at vi vender øjne eller vores stemmeleje ændrer sig.
Vores reaktion på og vores udtryk for vrede stammer for det meste fra vores oplevelser i barndommen. Den måde vrede blev opfattet og håndteret på da vi var små følger os gennem vores liv.
* Hvordan var det hjemme hos dig, da du var barn?
* Måtte du være vred?
* Blev der råbt og skreget eller det helt modsatte – blev der helt stille, når nogen blev vred?
Mange af os måtte ikke være vrede, da vi var børn. Vi kunne få besked på at opføre os ”ordentligt”, at lade være med at ”skabe os”, at gå ind på værelset og først komme ud, når vi var blevet ”gode igen” og meget andet.
Når de voksne, der var omkring os dengang, ikke kunne rumme vores vrede og afviste den, har vi som børn fundet andre måder at reagere på, når vreden viste sig – både deres og vores. Det var simpelthen nødvendigt for at undgå eksklusionen af fællesskabet.
Det kan betyde, at du i stedet for at vise din vrede måske begynder at græde, prøver at lave sjov, bliver stille, kommer med ”stikpiller” eller ironiske/sarkastiske kommentarer, taler den vrede efter munden eller lignende.
At have kontakt med sin vrede er sundt. Der er ikke noget galt i at blive vred – tvært imod. Vrede er også at sætte og markere sine grænser og at sige til og fra alt efter situationen.
Det er bare vigtigt at forstå, at det kan føles utrygt og farligt, hvis vi aldrig har haft gode erfaringer med at give udtryk for vreden.
Det kan derfor tage tid at blive dus med sin vrede. Hvis det føles skræmmende eller ligefrem farligt, er det noget der skal arbejdes med helt nænsomt og med stor respekt, et lille skridt ad gangen.
Har du fået mod til at kigge på og måske arbejde med din vrede, er du altid velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende samtale. Jeg har tavshedspligt og går løbende i supervision. Jeg glæder mig til at høre fra dig.
Mange hilsner
Christina