Det er ved at være ferietid for de fleste, og mange af os har så travlt op til ferien, at vi snubler ind over dørtrinnet til ferien og lander med et brag. Det er ikke usædvanligt, at nogle bliver syge eller har svært ved at sætte tempoet ned, når de endelig har fri.
Hvis du er en af dem, der indimellem kan føle dig alene eller ensom, er sommeren og specielt sommerferien et tidspunkt, hvor du kan føle, at det hele bliver ekstra svært.
Det kan føles, som om der bliver sat spot eller forstørrelsesglas på det, at du er alene. De fleste af os spørger med glad forventning om andres ferieplaner og fortæller også gerne om vores egne.
Der er bare lige det, at hvis du er alene, har du måske ikke de store ferieplaner. Desværre er det stadig svært at tale om, selvom rigtig mange voksne er alene, og mange skammer sig helt uden grund over, at de ikke har nogen at holde ferie, gå ud at spise, til koncert eller i biografen med.
Hvis du ser på de sociale medier, kan det se ud, som om alle er sammen med deres skønne mand, kone eller kæreste, og de rejser til de mest fantastiske rejsemål og hygger sig dagen lang med deres velopdragne og overlækre børn……
Det er måske ikke sådan det rent faktisk forholder sig, men er man først ramt af følelsen af at være alene eller isoleret, kan det forstærke smerten at blive konfronteret med andres lykke.
Der findes desværre ingen mirakelkur, der kan trylle følelsen af ensomhed væk, men det er muligt gennem terapi at arbejde med sin opfattelse af sin situation og måske komme frem til en form for accept af sin alene-hed.
Kontakt mig gerne hvis du har lyst til at gå på opdagelse i dette eller andet, som du går og spekulerer på.
Du er altid velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende samtale. Jeg har tavshedspligt og går løbende i supervision. Jeg glæder mig til at høre fra dig.
Mange hilsner
Christina