Vores kroppe er fantastiske på rigtig mange måder. Vi kan mærke kulde/varme, sult/mæthed og alle vores følelser. Eller kan vi?
Rigtig mange af os har, fra vi var helt små, lært ikke at give udtryk for, hvordan vi har det. Det har forstyrret mor og far, at vi har ”råbt op” om disse følelser og behov, og vi har derfor ikke lært den del af os selv at kende. Den er blevet undertrykt, og vi har i stedet tilpasset os for ikke at miste mors og fars kærlighed.
I voksenlivet kan det betyde, at vi stadig aflæser, hvad andre måtte have brug for eller ønsker af os og indretter os efter det. Mange mennesker er så trænede i at indrette sig, at de ikke engang registrerer det, kroppen fortæller dem.
Når vi er i terapi, kan vi lære kroppens signaler at kende. Sammen med en terapeut kan vi lære vores følelser at kende, vi kan lære at give udtryk for de behov, vi har, og vi kan lære at handle på dem.
Det kan være en lang proces, da vi skal lære en del af os selv at kende, som tidligere har været skjult for os eller ikke har fået den plads, som der var behov for. Terapeuten vil rumme og spejle alle de følelser, vi indeholder, og langsomt kan vi som klienter mærke, at vi har lov til at have det, som vi nu har det.
Det lille barn er så afhængigt at sine forældre og af forældrenes spejling og opfyldelse af behov, at de er villige til at give afkald på deres eget selv for at tilpasse sig det, som forældrene helst vil se, være den udgave af et barn, som de fornemmer, at forældrene ønsker og kan elske. Alt dette sker uden for bevidsthed. Barnet vil gøre hvad som helst for at opnå kærlighed fra sine forældre, også selvom det betyder, at de må give afkald på sig selv. Det kan betyde, at barnet undertrykker følelser, impulser, behov og det at handle på det, de mærker for at opnå kærlighed fra deres forældre.
I barndommen kan barnet ikke sætte ord på det, der sker, men føler en tomhed indeni, da det ofte kun oplever opmærksomhed, når det præsterer, og gør som der forventes. Man kan sige, at barnet lærer, at det er værd at elske for det, det gør og præsterer og ikke for det menneske, det er.
Det bliver en opslidende og endeløs kamp at opnå den såkaldte kærlighed fra forældrene, da barnet vil føle, at det ikke er som sig selv, det bliver elsket, men alene når det præsterer og ”opfører sig ordentligt”. Hvor mange af os har ikke fået besked på, at gå ind på vores værelser og først komme ud, når vi kan opføre os ordentligt?
Firkantet sagt betyder det, at når du kan gøre, som vi siger, kan du komme ud til os andre igen og indtil da, er du ikke velkommen i gruppen eller familien. En sådan eksklusion fra fællesskabet vil virke så faretruende på et barn, at det vil opgive sig selv og tilpasse sig det, som bliver forlangt at dem.
Terapeuten giver os noget af det, som vi måtte undvære i barndommen, nemlig muligheden for at udtrykke os uden risiko for at miste den livsvigtige kærlighed fra mor og far. Kort sagt kan man gennem terapi lære, at give sig selv lov til at have det, som man har det. Det lyder enkelt, men det kan være svært, hvis man aldrig har kendt den del af sig selv. Man kan med et billede sige, at man skal lære at tale og forstå et nyt sprog, nemlig kroppens sprog.
Genkender du noget af dette, og har du lyst til at tale med en terapeut, er du velkommen til at kontakte mig. Jeg har tavshedspligt og går løbende i supervision.
Jeg glæder mig til at høre fra dig 🙂
Mange hilsner
Christina